torsdag den 9. oktober 2014

Pinterest skaber overblik over den visuelle designproces

Der står designworkshop på skemaet. De studerende møder ind. De får stillet opgaven at udarbejde en visuel identitet (bl.a. logo & designguide) for en virksomhed. Opgaven er tværfaglig og der er 3 uger til deadline. Ud over selve resultatet bliver de også evalueret på processen. Derfor skal de kunne dokumentere denne og reflektere over deres visuelle research arbejde. Her er det visuelle medie Pinterest en hjælp.

Visuelt research samlet et sted
Når de studerende arbejder med grafiske designløsninger kan de hente inspiration flere steder fra. Fra nettet, fra et inspirerende sted eller en person, fra skitseringer etc.. Når de er i denne kreative proces med at foretage visuel research arbejder de oftest intuitivt og her kan det visuelle medie Pinterest bruges til at samle inspirationen til en designlogbog, så de senere får mulighed for at diskutere og reflektere over deres valg og fravalg.

Her er et eksempel på et moodboard skabt på Pinterest, hvor den studerende kan vælge at offentliggøre pins, holde dem privat eller dele dem med definerede personer/grupper og give dem rettigheder til at redigere og tilføje pins.


Her er et eksempel på et moodboard skabt på Pinterest. Den studerende kan vælge at offentliggøre pins, holde dem privat eller dele dem med definerede personer/grupper og give dem rettigheder til at redigere og tilføje pins.

Det giver mening
De studerende er på Pinterest og har den som app på deres smartphone. Her laver de et board, som de kan dele med underviserne og deres medstuderende, og som de kan vise frem til deres præsentation af opgavens løsning og deres arbejdsproces. De kan uploade/pinne egne fotos/skitseringer og visuelle elementer fra nettet til deres board. Uanset kontekst og tid har de adgang til deres board. Det giver mening, fordi inspirationen også kommer i andre sammenhænge end i klasseværelset. Det giver også mening, fordi de kan samle flere boards, som de senere kan hente inspiration i og dele med hinanden. Og det giver mening, fordi der også knytter sig et lille tekstfelt til hvert element de pinner, så de kan skrive deres umiddelbare overvejelser og refleksioner over valg/fravalg af design.

Pinterest betyder, at de studerende umiddelbart får frigjort energi til at være mere i processen og ikke mod opgavens deadline skal bruge tid på at samle deres inspirationskilder og huske hvilke overvejelser de gjorde sig i den forbindelse.

onsdag den 8. oktober 2014

Er løbet kørt eller nåede vi at flytte os?

Vi skriver nu uge 41. De studerende på marketingholdet har i perioden uge 38-41 arbejdet som på et reklamebureau i 'den virkelige verden' og løst en reel problemstilling stillet af Mediehus Danmark. To repræsentanter fra virksomheden har besøgt holdet på UCN og lyttet til de studerendes præsentationer af koncept- og løsningsforslag. En vinder blev udpeget blandt de studerende som, sammen med to medstuderende, skal præsentere løsningen for hele teamet bag MedieHus Danmark. Selvom der er kåret en vinder har alle studerende fået en umiddelbar positiv feedback fra den branche de ønsker at arbejde indenfor, MEN hvad har de didaktiske overvejelser omkring forløbet været og hvordan har de studerende oplevet processen? Med andre ord - nåede vi at flytte os undervejs?

Refleksioner over det didaktiske design
Når jeg ser tilbage på perioden er det ikke alt, der forløb som min kollega og jeg havde planlagt. Det peger på, at der i en planlægningsproces vil være ubekendte faktorer, som fx de studerendes forudsætninger, der afkræver, at vi som undervisere og planlæggere af et forløb må blive bedre til skabe rammer, hvor det bliver muligt løbende at forstå, hvor de studerende er og hvor de skal hen (Laurillard, 2002). Altså, at vi må forstå semestret som et løst koblet projekt i en uforudsigelig verden. 
Først og fremmest ville jeg udfordre mig selv i rollen som underviser ved at forsøge at være mere facilliterende end den, der blot leverer svaret. Det lyder banalt, men på min arbejdsplads oplever jeg stadig tydelige referencer til Scotts maskinmetafor (Sørensen, Audon & Levinsen, 2014:14) både når det gælder en overvejende lærerstyring i undervisningen (som jeg i øvrigt selv er medskaber af), men også i selve indretningen af klasselokalet, hvor de studerende sidder med front mod kateteret og underviseren (tavlen er dog erstattet med en digital en af slagsen). Altså et rum, der er indrettet og implicit bærer forventningen om, at den studerende skal lytte, mens underviseren 'fylder på'. Så for at fremme dialogen mellem de studerende var intentionen, at de selv skulle mere på  banen som didaktiske designere. Første opgave var, at de skulle iscenesætte klasselokalet og indrette det på en måde, så det mere afspejlede klimaet/kulturen på et reklamebureau. Borde og stole blev flyttet, så de sad i små grupper og de fik skabt et navn og et logo for deres bureau.

De blev undervist i Darsøs model innovationsdiamanten med særligt fokus på spændingsfeltet mellem punkterne: koncepter og relationer, viden og ikke-viden. De blev fordelt i roller, som var de på et reelt reklamebureau og fik hvert sit særlige ansvarsområde. Fx var det projektlederen, der blev briefet af repræsentanterne fra MedieHus Danmark omkring problemstillingen, som han havde til opgave at præsentere for resten af holdet og efterfølgende dele briefet via google docs. Og det var plannerens opgave - i sammenspil med hele holdet - at skabe overblik over, hvad der skulle indsamles af data for at løse problemstillingen og fordele dette researcharbejde mellem de studerende, der havde rollen som marketingassistenter. 

De studerende fik en oversigt over rollefordelingen og hvilket ansvar, der fulgte med hver rolle. Der blev udarbejdet et  kompendium med relevant teori, som de skulle læse og udarbejde refleksionsspørgsmål til ift. deres problemstilling. Vi havde møder med hver enkelt studerende, hvor vi talte om deres rolle og ansvar og om de teoretiske begreber i relation til deres problemstilling. Alt sammen for at blive mere opmærksom på de studerende og deres forudsætninger.

De første to uger af perioden gik godt i den forstand, at de studerende løste deres opgaver og gik i dialog med hinanden og med underviserne. De skrev desuden på opgaven i google docs og udfyldte i den forstand deres tildelte ansvarområder, men efter de første to uger i perioden blev ca. halvdelen af holdet gradvist mere fraværende. Her var mine refleksioner om jeg havde været tilstrækkeligt faciliterende og kommunikerende omkring opgaven? Måske havde opgaven for nogle studerende været for omfattende? Måske manglede jeg at opstille flere delmål for at gøre opgaven lidt mere overskuelig? De studerende, der i sidste del af perioden havde været fraværende, bekræftede, at de havde haft svært ved at overskue opgaven. Den anden halvdel af holdet kunne se meningen og blev derimod mere motiverede af selv at være med til at tilrettelægge processen. 

Lektien for mig? At jeg til stadighed skal arbejde på at se semestret som et løst koblet projekt ved at skabe fleksible rammer og være endnu mere fokuseret på at metakommunikere omkring formål og mål overfor den studerende. At jeg til stadighed skal blive bedre til at finde de studerendes forudsætninger. Med andre ord må jeg se det som en proces, hvor jeg ikke kan forvente, at jeg selv kan skifte rolle ej heller forvente de studerende kan over så kort en periode. Det må altså skulle tilrettelægges som en længere proces, hvor der er mere tid at få kommunikeret formålet og indgå i dialog omkring opgavens karakter. Så nej, løbet er ikke kørt - Vi har flyttet os, men har ikke udnyttet det fulde potentiale endnu.

Laurillard, D.(2002). Rethinking University Teaching. A conversational framework for the effective use of learning technologies. 2nd edition. London: RuthledgeFalmer.

Sørensen, B.H., Audon, L., Levinsen, K.T. (2014). Skole 2.0. Forlaget Klim, 1. udgave, 3.oplag.

mandag den 8. september 2014

FLYT DIG - et forsøg på at fremelske innovationskompetence

Min blog handler først og fremmest om at flytte studerende. Inspireret af Lotte Darsøs perspektiv på  læring som en transformationsproces (Darsø 2013) vil jeg, i samarbejde med min kollega, forsøge at designe et undervisningsforløb, der i højere grad lægger vægt på at fremme de studerendes innovationskompetence og gøre dem til aktører frem for passive deltagere. Det er her på bloggen jeg vil reflektere over forløbet, som strækker sig fra uge 38 til uge 41.

Om de studerende og designet
Holdet tæller i alt elleve 3.semesters studerende, der læser til Grafisk Designteknolog. En kortere videregående uddannelse. De har valgt studieretningen marketing, fordi de drømmer om at arbejde som grafiske designere i en marketingafdeling eller på et reklamebureau.

Første skridt mod kickstarten af det af egentlige undervisningsforløb (uge 38-41) blev taget i dag. De studerende skulle vælge sig ind på roller, som var de et bureau i "den virkelige verden". Næste opgave lød på at indrette klasseværelset, så det blev deres rum, der ville afspejle deres bureau. Tanken bag dette var at involvere de studerende ved at lade dem tage et ejerskab over rummet og ved at opfordre til dialog og divergent tænkning (Darsø 2013). Bureauet fik også som opgave at designe en visuel identitet (som de på 2.semester blev introduceret for og fik værktøjer til at kunne skabe). De udarbejde et brief og delte det med hinanden på google +. 



Overskrifterne på bureauets roller, som de studerende skulle vælge sig ind på .
Næste skridt
I den kommende tid vil jeg redegøre mere for det kommende undervisningsforløb, jeg vil dele mine observationer og forsøge at relatere praksis til teori - og omvendt.